Victor og Emma har været gift i 13 år og har to børn, hver sin karriere og er engareret i kirkelivet. Victor elsker Emmas drive, hendes smukke øjne og evner som mor for deres børn. Emma elsker Victors spontanitet, humor og evne til fikse alting i hjemmet. Begge elsker at foretage sig noget, både sammen, hver for sig og sammen med børnene. Set udefra er de den perfekte familie.

Når de er alene, mærker de spændingen, selvom ingen af dem helt ved, hvor den kommer fra. De forsøger at have normale samtaler og hygge sig med god mad, men de er for længe siden holdt op med at bede sammen, som de ellers gjorde hver aften – måske fordi de begge følte, at de aldrig helt kunne udtrykke det, der var deres virkelige jeg. Emma ønskede ikke at skabe tredje verdenskrig ved at åbne op for det, hun gerne ville bede om, så i starten valgte hun ganske enkelt at ignorere sine tanker. Victor mente ikke, at de havde noget problem. Selvom han ganske vist i årevis havde savnet nærhed og mere seksuelt samvær.

Men allerede da var det længe siden, den anspændte stemning begyndte at dukke op i hverdagen. Victor savnede tit nærheden i det seksuelle samvær, selvom de da havde sex på ugentlig basis. Emma længtes efter mere af Victors fokus på hende i stedet for på TVet.

Emma anklagede Victor for at sjældent være tilstede i ægteskabet og være ligeglad med hende, og Victor anklagede Emma for at være for sippet og sensitiv. Emma var begyndt at føle sig alene i ægteskabet, og Victor tolkede Emmas manglende lyst til seksuelt samvær på den måde, at hun ikke ville ham. I ægteskabets år 3-8 eskalerede flere og flere forsøg på personlige dialoger til borgerkrige, hvor begge blev ramte på ømme punkter og sendte flammende pile retur.

Sexlivet var en karusseltur med bevidste forsøg på at skabe opture for at ”holde fast i gnisten”, ofte efterfulgt af uger uden sex, hvor begge var ramte af negative følelser. Når de havde sex, følte Emma sig brugt og ikke elsket. Når de ikke havde sex, følte Victor sig overset og ikke anerkendt.

Efterhånden som tiden gik, trak Victor sig oftere væk følelsesmæssigt og geografisk – det nyttede jo intet, uanset hvad han gjorde for at skabe bedre stemning derhjemme. Han blev hængende på kontoret længere, end det egentlig var nødvendigt, og han blev efterhånden mere følelsesløs overfor at fantasere om andre kvinder, selvom han vidste, at det ville såre Emma. Han behøvede vel heller ikke at tage sig af Emma, når hun ikke tog sig af ham.

Emma blev gradvist mere mismodig over oplevelsen af, at hun var den eneste, der prioriterede ægteskabet, og på et tidspunkt begyndte hun at føle sig fristet til at gengælde flirten fra den mandlige kollega, der havde vist interesse for hende i over et år. Selvom hun undlod at gøre noget ved det, var der noget appellerende over tanken om, at hun vel lige så godt kunne såre Victor, før han sårede hende.

År 9 ramte de et krisepunkt, fordi de begge indså, at de var gledet langt væk fra både hinanden og fra fællesskabet med Gud, så de forsøgte på en 180 graders vending med fornyelse af den fælles bøn og sexlivet. Det lod til at virke i en periode. I hvert fald delvist. De blev begge mere fokuserede på hinanden, og begge foretog et brud med de flirtende tanker, der havde fristet dem.

Stemningen synes at blive lettere i nogle måneder. På krisens kogepunkt tog Emma sin rolle som seksuelt engageret hustru seriøst, men når hun forsøgte på ekstra seksuelt krydderi, følte hun sig ofte bekræftet i, at hendes virkelige jeg ikke var nok for ham, fordi han pludselig forventede det hele tiden.

Victor følte sig mere anerkendt igennem den større mængde seksuelle indhold, så selvom han ret hurtigt fik følelsen af, at der var et eller andet galt, han ikke kunne sætte fingeren på, fik han jo sine behov opfyldte, så der var vel ikke nogen grund til at risikere at tilte båden. Når Emma tog spæde forsøg på at tale om hendes behov for fokuseret tid og romantik, smøg Victor sig gennem det som en ål i vand, fordi det lød for meget som de gamle diskussioner, der endte i skænderier.

Emma fik hurtigt fik følelsen af, at Victor i højere grad elskede det, hendes krop kunne give ham, end han egentlig elskede hende. Han vedblev at prioritere arbejde, fritidsinteresser og venner over hende, og han kunne blive væk flere aftener i streg og alligevel komme hjem til sengetid og forvente sex. Det blev naturligvis bekræftet i, at han begyndte at blive væk mere, da hun ikke så let gav efter for hans seksuelle tilnærmelser. Efter over 10 års kamp for Victors engagement, orkede hun ikke længere. Og til dels gjorde det for ondt at blive ved med at udtrykke sine behov og få en respons retur, som klart signalerede, at Victor var ligeglad og bare anså hende for at være overfølsom.

Efterhånden som Emma trak sig væk igen, blev Victor i starten mere desperat for at få den nærhed, han det seneste halve år havde oplevet et glimt af, men nu mistet. Igen.

Han blev mere irritabel og begyndte at reagere ud fra, at angreb er det bedste forsvar, når Emma udtrykte behov, hun ikke fik opfyldt. Efterhånden kunne han blive bange for sine egne følelsesmæssige reaktioner, så han valgte bevidst at lukke ned. I løbet af et par år blev følelsesmæssig nedlukning den automatiske reaktion.

Efter en længere periode med aktive og bevidste forsøg på at genfinde kærlighedens og sexlivets gnist, blev begge mere og mere tilbagetrukne i modløshed, og de seneste par år har de hver især levet i resigneret forventning om, at det aldrig vil blive anderledes. Ingen af dem kan forstå, at det, der startede som et fantastisk ægteskab, er blevet anspændt og ensomt og indeholder mindre ægte intimitet, kommunikation, åbenhed og mindre (god) sex.

HISTORIEN & VIRKELIGHEDEN

Historien om Victor og Emma er opdigtet, men er et ganske virkeligt eksempel på, hvordan et almindeligt ægteskab og sexliv med største lethed kan forme sig over årene, hvis man er uopmærksom.

Jeg skrev dette indlæg efter første del af serien “Hvad er sex i bibelsk optik” – nemlig om, at sex i bibelsk optik er at kende. Dette er en indirekte fortsættelse, i og med at det behandler en grundlæggende årsag til, at sex for mange intet har at gøre med ”at kende”, men snarere med et misforstået fokus på kropslighed, der skaber afstand fremfor nærhed. (Nævnte indlæg kan læses her.)

Denne årsag er mangel på villighed til at være sårbar. Det kræver nemlig stor styrke at lægge paraderne ned og blotte sine følelser, sine drømme og sin frygt.

Hvad Victor og Emma i virkeligheden siger

Når man som Victor tænker, at ægteskabet ikke har et problem, selvom 1) hustruen peger på et problem, 2) han hyppigt føler, at han ikke får sine behov opfyldte, og 3) oplever, at der er noget udefinerbart galt, er det en ubevidst bagatellisering af problemerne.

Selvom Victors reaktion kan tolkes som prisværdig selvopofrelse, er det faktisk selvdestruktion, der hyppigt bunder i, at man er konfliktsky, eller at man føler sig magtesløs overfor problemerne. Han er uærlig overfor både sig selv og sin ægtefælle, og han distancerer sig fra virkeligheden og fra ægteskabet, fordi det er ubehageligt at stå ansigt til ansigt med sin egen magtesløshed.

Det er nemlig ret sårbart. Det prikker til en mands dybeste frygt for at være utilstrækkelig. Paradoksalt nok resulterer det i en situation, hvor han undlader at demonstrere styrke, fordi han frygter at ikke være stærk nok.

Det samme gør sig gældende, når Victor vælger at blive hængende på arbejdspladsen i stedet for at tage hjem og se utilstrækkeligheden i øjnene. Når han fortæller sig selv, at han godt kunne tillade sig visse handlinger, der ville såre Emmas følelser, når nu hun ”heller ikke tog sig af ham”, er det et forsøg på at distancere sig fra den negative følelse, at han selv er blevet såret, ved blot at aktivere sig selv væk fra den og dernæst retfærdiggøre handlingerne.

Emma handler i samme sårethed i ensomhed, når hun i første omgang undlader at udtrykke sine behov og senere lader sig synke ned i mismod over de gentagne forsøg på kommunikation uden positivt resultat. Fordi hun føler sig afvist som person, gør det mere og mere ondt for hver gang, og jo mere hun trækker sig væk for at forebygge smerte, des mere trækker hun sig væk fra Victor, selvom hun paradoksalt nok længes efter det stik modsatte.

Tanken om, at hun lige så godt kunne ”såre Victor, før han sårede hende”, er et ubevidst forsøg på at undgå smerte ved at skyde den anden først. Det er samme strategi som ”angreb er det bedste forsvar”. Det fungerer sikkert fint i krig, hvor målet er at destruere den anden person, og ikke så overraskende har det samme resultat i et ægteskab: Det skaber sår hos den anden i forsøget på selv at undgå sår. Det er en undvigelsesmanøvre, der skaber selvopfyldende afstand.

Når de til syvende og sidst lever i opgivethed, er det overordnet set fordi, de føler, at de ikke længere magter sårbarheden i at lægge sit hjerte i partnerens hænder, når denne synes ligeglad. Det paradoksale er, at det gælder dem begge. Begge længes efter en grad af nærhed, ingen af dem aner, hvordan de skal give. Begge er for travlt optagede med at bygge en beskyttende mur omkring sig selv, der desværre bygger mur imellem dem. Deres selvbeskyttende handlingsmønstre – og deraf manglende følelsesmæssige responsivitet overfor hinanden – annullerer den nærhed, de begge desperat længes efter.

Sex er hengivelse

Sex i bibelsk optik forudsætter følelsesmæssig åbenhed og tilgængelighed. Sex som at kende forudsætter hengivenhed.

Hengivenhed.

Smag lige på ordet et øjeblik. At være hengiven er at give sig selv hen til et andet menneske.

I vores postmoderne verden ser vi tit på den slags med skepsis. Vi tror, at hengivenhed vil være ensbetydende med, at vi enten afskriver og mister vores identitet som personer, eller at vi skal underkaste os en anden persons magtbrug. Intet af det har med hengivelse at gøre.

Hengivelse er det, Jesus gjorde for menigheden – gav sit liv hen. (Ikke forstået som at give sit fysiske liv i døden, men give sit sjælelige liv her i livet. Han opgav et liv uden smerte for at komme til jorden, hvor han levede med smerte for vores skyld.) Den måde, hvormed vi ofte forstår konceptet bedst, er i den romantiske/erotiske kærlighed:

En mand forstår det som regel, hvis man beder ham forestille sig en kvinde, han elsker og respekterer, som giver sig selv hen til ham seksuelt. Uden forbehold, uden forestillen. En elsket kvinde, der igennem sin seksuelle responsivitet og et dragende blik i sine øjne signalerer til ham, at hun anerkender ham som mand. I dét øjeblik ved en mand, hvor meget hengivenhed betyder. Hvordan ubetinget hengivenhed kan være berusende.

En kvinde oplever det oftest i den uselviske opmærksomhed og styrke, en mand viser, når han aktivt demonstrerer, at han er villig til at kæmpe for hende og prioritere hende over alt andet. Om end det vises med romantisk indhold, uafbrudt tid sammen, blomster eller smukke ord, eller om det er hverdagens små og store kampe, han kæmper for hende, så er det der og da, hun ved, hvor meget hans hengivenhed betyder. Når han gør noget, han ikke selv får noget ud af, udelukkende for at glæde hende.

I bund og grund ved de fleste af os godt, hvor meget hengivenhed betyder, selvom vi muligvis ikke bryder os om at tanken om selv at være hengivet.

Hengivelse og inderlighed forudsætter sårbarhed

Ingen kan være hengivet til en anden uden sårbarhed. Alt for mange lever med den indstilling og adfærd, at de helst ikke vil lade nogen komme for tæt på, for så kan de blive såret. Kan du genkende attituden: “Jeg vil ikke fortælle min ægtefælle alt om mig, for så vil han/hun ikke kunne lide mig”?

Hvad med “Hvis hun ikke kan lide mig, kan jeg heller ikke lide hende”? Eller “Jeg vil ikke fortælle, hvad jeg føler, for det kan blive brugt imod mig”?

Alt dette er forsøg på at holde et andet menneske på en afstand, der føles sikker. Det er frygt, der snakker, og det skubber den ægtefælle væk, der egentlig skulle være helt tæt på, følelsesmæssigt og relationelt.

Hvis frygten for at blive såret og de dertilhørende mekanismer for selvbeskyttelse får lov til at herske i ægteskabet, vil man aldrig opleve den inderlighed, Gud har tiltænkt for ægteskabet og sexlivet. Det vil altid resultere i en relation, der kommer til kort i at opfylde vores inderste behov for at være fuldt ud kendt og accepteret. Man ender med at søge erstatninger eller leve i underbevidst opgivethed over, at man aldrig vil komme til at opleve inderlig nærhed – heller ikke i sexlivet.

Ja, det kan være skræmmende at give sig selv hen til et andet menneske, for så har denne magten til at knuse ens hjerte. Det kræver stor styrke.

Men inderst inde ved vi godt, når vi holder noget tilbage, at vi aldrig vil kunne få den accept, vi leder efter. Vi kan nogle gange narre vores rationelle bevidsthed, men vi kan ikke narre vores følelsers biologi og samvittighed. De véd udmærket, når vi ikke er ærlige og åbne, og dybt inde vil vi have svært ved at overbevise os selv om, at vi er accepterede, hvis vi ikke lever i åbenhed.

Hvis vi holder noget skjult på grund af frygten for at ikke være elsket, kan vi ikke blive elsket for dem, vi er.

Derfor lever mange i frygt for at ikke være god nok. For at være uelsket eller ikke anerkendt.

Sex og sårbarhed hos mænd og kvinder

En del mænd evner de tekniske aspekter af god sex, men ved ikke, hvad følelsesmæssigt engagement er (ja, der er undtagelser). Disse mænd ender ofte med at tro, at sex er lig med intimitet, og de søger seksuel intensitet i stedet for først og fremmest at opbygge den nære, relationelle forbindelse, der udgør grobunden for virkelig intimitet i hengivelse.

I beretningen ovenover søger Victor hen til det seksuelle, når han mærker sit behov for nærhed. I mange tilfælde er det fordi, man ikke har lært andet, og seksuel intensitet opleves ”effektivt” her og nu. Seksuelt samvær er en vigtig del af ægteskabeligt samvær, men hvis det gøres til den primære basis for oplevelsen af nærhed, er den en selv-medicinerende erstatning for ægte intimitet. Det er formentlig også et ubevidst forsøg på at slippe udenom den følelsesmæssige sårbarhed, der har knusende potentiale – og det er ofte lettere for en mand at bare have sex end at lære at forholde sig til følelser.

Kropslig intensitet vil aldrig kunne konkurrere med den berusende intimitet, der er baseret på fuldkommen, gensidig hengivelse og sårbarheden i at være kendt af hinanden fuldt ud. Men sårbarheden kræver større styrke.

En del kvinder, på den anden side (ja, der er undtagelser), mærker oftere manglen på den følelsesmæssige forbindelse, men enten 1) undertrykker det af frygt for at falde uden for det postmoderne billede af en stærk kvinde, 2) er bange for at få et nej, der føles som en afvisning af hele sit væsen, eller 3) ved ikke, hvordan hun opnår den forbindelse, hun instinktivt savner, og ender med at kæmpe for det med bind for øjnene.

I ovenstående beretning er Emma først og fremmest bange for, at udtryk for behov for samvær med Victor for firsindstyvende gang vil blive mødt med en modanklage om, at hun er for følsom og krævende. Selvom frygten er forståelig, vil opgivetheden og manglen på kontinuerlig åbenhed fra Emmas side resultere i, at hun lukker sine behov ned og derfor også sit følelsesliv.

Sexlivet får altid konsekvenser af følelsesmæssig afstandstagen. Det gør det, fordi sex er yderst følsomt og forudsætter tryghed for begge parter for at kunne være hengivet. Seksuelt samvær uden hengivelse, gensidighed, kærlighed og respekt er bare kropslig kontakt. Det har intet at gøre med sex i bibelsk optik, har ikke Guds velbehag, og vil aldrig opnå den beruselse, det er tiltænkt.

Det bedste seksuelle samvær opstår af, at du er sammen med et menneske, der er helt åben, ærlig, ikke holder dele af sig selv for sig selv, og som frem for alt ønsker at demonstrere, at han/hun er din. Ikke holder sig tilbage, men har lagt hele sig selv med hjerte og smerte i dine hænder.

Det kommer af at føle sig fuldt ud accepteret, som man er, fordi du selv er helt åben og ærlig og ikke holder dele af dig selv for dig selv. Det kommer af, at den anden kender alt og – ikke på trods af dette, men midt i dette – elsker og respekterer dig.

Den form for hengivelse kan kun finde sted i 100% følelsesmæssig tilgængelighed, 100% villighed til at skabe tryghed for ens ægtefælle, og 100% villighed til selv at være sårbar.

Når sex udøves i dén form for gensidige, sårbare hengivelse, er det både berusende og smukkere end den mest maleriske solnedgang.

Og derfor oplever alt for mange par aldrig det berusende seksuelle samvær, Gud har skabt til os som gave.

Tillad mig at opsummere:

Fordi berusende seksuelt samvær forudsætter ubetinget hengivelse til hinanden, forudsætter det 100% gensidig villighed til 100% følelsesmæsig sårbarhed.

Hvis du er i et parforhold, men føler, at du mangler kærlighedslivet med nærværende og berusende sex, befinder du dig formentlig i forhold, der er mangelfuldt på følelsesmæssig åbenhed, tilgængelighed og responsivitet.

Den gode nyhed er, at det kan læres! Du kan lære det. Din ægtefælle kan lære det.